Udgivet af Morten Miland Samuelsen, tor d. 24. dec 2020, kl. 08:41

BØN: 

Gud i himlen og på jorden, vi takker dig fordi du lader din søn besøge os. Hans glans er stærkere end alle engles, for det er dine øjne der lyser i hans ansigt. Vi beder dig, Jesus i krybben, vores gæst fra himlen: Vær en stjerne i vores hjerterum. Syng for os om himmelstiger og uendelig fred. Efter denne nat vil vi lytte til dig og følge dine lysende fodspor der går fra jorden til himlen. Lad paradisets porte åbne sig for os, tag os med ind i juleglæden, du som er himlens konge, fredens herre og glædens fyrste.

Prædiken: Vær barmhjertige, som jeres far er

  • Nu, i denne nat  er Guds søn blevet født og Gud er blevet far. Det har Gud godt nok været fra før verden blev til, men fra denne nat vil Gud kaldes far af alle hans mennesker. Det er en total omvæltning at blive far, det kan Josef og jeg og mange andre forældre godt sige dig, Gud. Mange af jer er begyndt at læse Det Gode Gamle Testamente i år, efter at Bibelen 2020 kom i foråret. Dér kan man møde Gud i mange forskellige billeder som konge, kriger og som noget af en fornærmet drama queen. Men også som en barmhjertig forælder. Fra denne nat er dét billede, der tager over, det ikoniske billede af Gud, den barmhjertige far. Og da hans førstefødte søn Jesus bliver voksen, siger han til alle os, hans små søskende: Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.
  • Nu, i denne nat er der mange, der ikke synes Gud er barmhjertig. Marias mor, den hellige Anna, var så skuffet over at hendes barnebarn skulle fødes langt væk og hun ikke kunne være der for at svøbe ham og trøste sin datter Maria. Josef var småfortvivlet over alt det der gik skævt, for han ville så gerne have gjort det så godt for sin dejlige kæreste. Her hos os er der nogen der er så skuffet over at de ikke kan besøge bedstefar eller at bedstemor kan komme over fra Bornholm. Nogen synes det er ubarmhjertigt at man ikke kan glæde sig ved at være sammen med sine allerkæreste. Det bliver svært at sige det med overbevisning: Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.
  • Nu, i denne nat begynder Gud en ny måde at være barmhjertig på. Josef har ikke fået købt brød, og han synes ærlig talt godt, at Gud kunne gentage nummeret fra Moses’ dage med at lade manna regne ned fra himlen og en sværm af vagtler til at stege på spid over bålet i staldgården. Men i stedet for så sender Gud et sjak hyrder, folk der lever udendørs, på kanten af samfundet, uden andres tillid, men de har madpakker med, og dem vil da gerne dele med det unge par i stalden. Et menneske ligger på hospitalet i nat og kan ikke få vejret og drømmer om at Gud vil puste luft i næsen ligesom han gjorde med det første menneske i haven. Men i stedet for sender Gud en sygeplejerske med venlige hænder i gummihandsker, venlige øjne bag visiret og en iltmaske, der puster Guds gode luft i lungerne. Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.
  • Nu, i denne nat er der nogle, der glæder sig over Guds barmhjertighed. Maria ligger i høet med de varme tæpper hjemme fra mor og barnet på det lammeskind, hyrderne gav dem. Hun hører Josef rotere i høet ved siden af hende. Han indrømmer, at han er så bekymret for hvordan de skal klare sig i morgen eller hvad der vil ske hvis kong Herodes hører om Guds kongebarn. Maria siger: - Søde Josef (hun ved, han hader det udtryk, men så får hun da hans opmærksomhed) , - søde Josef, hvad var det englen sagde til dig? - Han sagde noget med ”Immanuel” at barnet betyder ”Gud er hos os”. - Hvis Gud er hos os, så synes jeg du skal lade Gud om at bekymre sig, Det har han tid til. Og du skal sove lidt, det har du brug for.
  • Nu, i denne nat er vi i stalden hos Josef og Maria og lille Jesus. Vi er på marken sammen med hyrderne og skåler for at Messias er kommet. Og omvendt: I nat er Jesus den trygge byrde i vores arme, byrden af alle dem du kan hjælpe, og trygheden ved at Gud hjælper dem du ikke kan. Kan du mærke det, digteren Iben Krogsdal siger:
                  Han spjætter af livskraft i hjertet på os
                  som tænder stearinlys i mørket på trods
                  små lys der skal strømme mod dem, vi er nær
                  og dem som er fjerne, og dem som vi er
    Det der giver dig lyst til at tænde et lys for nogen der er bange og bekymret og i nød. Det der giver dig lyst til at ringe til nogen og tænde et lys i deres øjne ved at de ikke er glemt. Det der giver dig lyst til at passe på os alle sammen. Det er ham, det er Jesus, der spjætter af livskraft i hjertet på os som tænder stearinlys i mørket på trods. Mærk efter: Han er der i dit hjerte og giver dig muligheden for at gøre som han siger: Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.
  • Nu, i denne nat er vi én stor familie både her i kirkehytten, her i landsbyen på højkant, her i landet og her på planeten. Nu, i denne nat påtager Gud sig titlen som far for os alle sammen, som den far vi havde ønsket os. Nu, i denne nat bliver vi forfremmet til at være hinandens søskende. De andre vedkommer mig. Maria, Josef, hyrderne, dem der helst vil være alene og smittefri, dem der savner fællesskab børnene der trænger til et kram og mest af alt det lille Jesusbarn kommer mig ved. Ham der vil bære alle vores bekymringer, ham der siger:
    Vær barmhjertige, ligesom jeres far er barmhjertig.
  • I nat sidder der nogen hjemme og ser gudstjeneste i tv. Alle bekymringerne vælter over på Guds skuldre. De kommer til at ligne hø og halm i krybben. Det er barmhjertigt mod dig selv og dine nærmeste, når du slipper bekymringerne og lader Guds søn bære dem. Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig.

Bøn for kirken og verden

Lad os bede.

Gud, du kender hvert eneste menneske i verden, og du elsker dem. Send lys til alle som sidder i mørke. Send mad til alle som sulter, send lægehjælp og helbredelse til alle syge, giv alle der flygter et nyt hjem, og giv os kærlighed nok til at dele ud af til hvert eneste menneske.

Jesus, du er vores kilde til tro og håb og kærlighed. Bliv levende i vores hjerter i nat og i morgen og i hele det nye år, så vi giver og modtager kærlighed med åbne arme, så vi bliver smittebærere med tro og håb og så din kirke bliver fyldt af liv.

Helligånd, lad Jesus blive født i vores hjerter i vores familier og i vores samfund. Lad vores land blive et sted, hvor de åbne arme bliver vigtigere end noget andet. Lad julen fylde hele året, i hvert fald lige til påske. 


Kategorier Præstens Hjørne