Udgivet af Morten Miland Samuelsen, lør d. 11. apr 2020, kl. 22:06

 Vi øver os i tålmodighed

At vente kan være dejligt - vente på sin fødselsdag, på et nyt barn i familien, på pension og frihed, på eksamen og ferie. Alle de ting har det til fælles, at vi ved, de kommer - og hvornår. Det kan godt være svært at falde i søvn aftenen før konfirmationen, men i morgen sker det da!

Sådan havde Jesus’ venner det ikke den første påskelørdag, og sådan har vi det ikke under corona-karantænen. For vi ved ikke hvornår det ender. Vi ved dårligt nok om det ender.

Jesus’ venner kunne ikke holde det ud. Maria og Maria og Salome kunne lige klare, at i morgen kunne de komme på kirkegården. Peter sad bare og græd, når han ikke stirrede ind i væggen. Judas gik og ledte efter et reb for at få en afslutning på det hele.

Vi sidder i aften og synes det er lidt synd for dem. For vi ved godt, at påskemorgen kommer, at påskeliljen springer ud, at Jesus går ud af graven.

Tålmodighed er en svær ting, når vi ikke kender udløbsdatoen. Tålmodighed bliver noget man kan øve sig, når vi åbner os over for Gud. Vi kender ikke fremtiden, men vi kender Jesus. Han er gået i forvejen ind fremtiden. Lige meget hvornår den kommer, så er det Jesus vi møder.

Kategorier Præstens Hjørne