Udgivet af Morten Miland Samuelsen, tor d. 9. apr 2020, kl. 15:00

I aften savner vi Haraldskirkens festlige påskemåltid. Vi plejer at få vasket hænder i indgangsdøren, før 50-60 mennesker deler brødet og nyder buffeten. Siden går vi ovenpå i kirken og får nadveren, og i tusmørket samles vi om lystændingsstedet for at høre, hvor bange Jesus var for at dø.

I aften skal vi nu alligevel have mad. Du sidder ikke alene. Gud Far, Søn og Helligånd sidder til bords med dig. Tag et stykke brød. Snus til det, mærk det. Bræk det over, tag en bid og tyg det langsomt. Det brød deler du med hele verden. Vi er vokset sammen med Jesus. Hvis du sidder sammen med nogen i dit hjem, så giv hinanden et stykke brød og læs denne sætning fra Bibelen:

”Vi deles om ét brød, og derfor bliver vi alle sammen til én krop.” 1. Korintherbrev 10,17 – Bibelen 2020

I aften skal vi nu alligevel have noget at drikke. Vand, vin, kaffe, sodavand – det er alt sammen gaver fra Gud, som vi nyder (uden at drikke mere end vi har godt af!). Tag den drik, du er gladest for. Snus til den, se på farven. Smag forsigtigt. Løft glasset til Far, Søn og Helligånd, til den/dem ved siden af dig og til hele verden: ”Skål for fællesskabet!” – og bagefter kan I læse:

»Nu grundlægger Gud et nyt forhold til mennesker. Det sker gennem mit blod, ved at jeg dør. Vinen her viser den nye aftale mellem Gud og mennesker. Husk det, jeg har gjort, hver gang I drikker vinen.«  I understreger betydningen af Jesus’ død, hver gang I spiser brødet og drikker vinen. Sådan vil det være, indtil han kommer tilbage.« 1. Korintherbrev 11,25-26 – Bibelen 2020

Kategorier Præstens Hjørne